Få vores nyheder på mail

Samsungs Smart TV overvåger ikke forbrugerne

Pressemeddelelse   •   Feb 11, 2015 11:33 CET

De sidste par dage har flere danske medier spekuleret i, om Samsungs stemmestyringsfunktion skulle overvåge brugerne. Det gør den ikke. Stemmestyringsfunktionen er kun aktiv, hvis man holder en knap nede på fjernbetjeningen.

Samsung ønsker at rette den misforståelse, der går på, at Samsungs TV passivt optager al samtale i rummet. Fjernsynsbrugere skal aktivt trykke på optageknappen på fjernbetjeningen for at stille et spørgsmål og sætte gang i en søgning.

”Helt konkret optager TV’et kun stemmekommandoer, når du laver en specifik søgning ved at klikke på en knap enten på din fjernbetjening eller på skærmen, og når du samtidig taler ind i mikrofonen i fjernbetjeningen. Når stemmestyringen er aktiveret, er der desuden et ikon nede i hjørnet af TV’et, som angiver at funktionen er tændt. Det er en komplet misforståelse, at TV’et skulle stå og optage alle samtaler i stuen,” forklarer Kasper Thomsen, salgsansvarlig for TV hos Samsung i Danmark.

Der er to forskellige stemmegenkendelsesfunktioner i Samsungs Smart TV:

  • Den første funktion er en indlagt stemmestyringsfunktion, som gør det muligt for brugeren at styre TV’et (fx kanalskifte eller lydstyrke). Du kan aktivere denne funktion ved at sige ”Hej TV”. Funktionen er 100 % offline, da den ikke er tilsluttet en ekstern server. Og ingen optagelser bliver fysisk gemt på TV’et.
  • Den anden stemmestyringsfunktion er et interaktivt søgesystem som giver brugeren mulighed for at stille spørgsmål, så som, ”hvad skal jeg se i aften klokken syv?”. For at få adgang til denne service skal brugeren bruge en mikrofon på fjernbetjeningen, som er uafhængig af mikrofonen på TV’et. Funktionen virker på samme måde som andre stemmegenkendelsesfunktioner – og du skal trykke på en knap på fjernbetjeningen for at aktivere den.

Det er kun det interaktive søgesystem, som benytter sig af en ekstern server. Her videresendes den indtalte stemmedata til en tredjepartsleverandør, på nuværende tidspunkt Nuance Communications, Inc., som omformer stemmedata til tekst, således at søgeresultaterne kan sendes retur til TV’et.

”Vi sælger ikke vores kunders private data videre til eksterne personer eller virksomheder. Den interaktive søgefunktion i Smart TV involverer en tredjepart, Nuance Communications, Inc., som bistår med en del af den service, vi leverer. Desuden er al data krypteret, når de går til og fra den eksterne server,” forklarer Kasper Thomsen fra Samsung.

Desuden henvises der til Samsungs globale blog:

http://global.samsungtomorrow.com/samsung-smart-tvs-do-not-monitor-living-room-conversations/

Samsung Electronics Co., Ltd. inspirerer verden og former fremtiden med transformerende ideer og teknologier, der er med til at redefinere vores opfattelse af TV, smartphones, wearables, tablets, kameraer, hårde hvidevarer, printere, medicinaludstyr, netværkssystemer og halvledere. Vi er også førende inden for Internet of Things, blandt andet med vores initiativer inden for digital sundhed og det intelligente hjem. Vi er 307.000 medarbejdere fordelt på 84 lande. For mere information, besøg vores hjemmeside www.samsung.com/dk og vores officielle blog på global.samsungtomorrow.com